NUNDALSMORDET

"MORDEREN KJØPTE SEG FRI FOR STRAFFEN"
Dette mord, som man kalte "Nundalsmordet" har flere likhetspunkt med Hetlesaken.
I begge tilfelle er gjerningen forøvet i ville fjellet, blodspor funnet på det tiltenkte gjerningssted, liket transportert og anbragt på sted og på sådan måte at ulykkestilfelle kunde formodes, sår i hodet efter en stump gjenstand og fellende dom på indisiebeviser, men dermed ophører likheten idet dommen i Nundalsaken ikke blev fullbyrdet.

Nundalsaken minner i et punkt også om Købersaken, idet en jeger blev avhørt som vidne om et syn han hadde; men denne forklaring sees riktignok ikke som å være medtatt som noget bevis i domspremissene. Eldre folk i Årdal og Luster kan ennu fortelle om denne uhyggelige sak. Man er overbevist om den mistenktes - Bottolf Nundal - skyld, men mener at sorenskriveren frikjente ham som f¢lge av bestikkelse.
Man hadde lagt merke til, at det ene nautbeist efter det annet blev sendt fra Bottolf Nundal til sorenskriveren.

Bygdesnakket om mordbegivenhetene stemmer i store trekk med rettsprotokollen, men avviker sterkt med hensyn til selve rettergangsmåten, som synes å ha vært meget grei.

Der blev nemlig nedsatt en kongelig kommisjon bestående av sorenskriver
Irgens i Indre Sogn og infanterikaptein Wiegh fra Lærdahl, for å foreta undersøkelse og avsi dom i sak anlagt mot Bottolf Johannesen Nundal og Ole Olsen Nundal - begge frå Årdal - mistenkte for mord på Erik Nilsen H¢yum, Luster.

Retten tok grundig fatt på saken.
Den hadde sitt første møte den 15. desember 1817 på Årdalstangen. Retten opsatte og autoriserte straks egen protokoll for denne sak. Det blev holdt mange møter, foretatt åstedsbefaringer og avhørt 107 vidner. Blandt disse var mange fra de dalfører hvor i gjennem man kunde komme til mordstedet. - nemlig fra Nundal, Seimsdalen, Offerdal og Kroken. Rettsprotokollen er på 93 tettskrevne sider og jeg vil derfor innskrenke mig til bare å gi et resyme av tildragelsene.

Den myrdede - Erik Nilsen Høyhum - var kveghandler.
Våren 1817 hadde han vært på østlandet og innkassert penger for kreaturer han hadde solgt høsten forut. Han hadde således mange penger på sig. Han kom fra Valdris over fjellet til Årdal i midten av mai måned og tok opover Nundalen for å gå over fjellet til Kroken og derfra til sitt hjem.

I Nundalen tok han inn hos Johannes Hermundsen Nundal (Bottolf Nundals far) og overnattet hos denne. Den påfølgende dag - 16. mai - tidlig om morgenen gikk han alene op Nundalen mot et sted som kalles Dyreberget øverst oppe i dalføret for derfra å fortsette over fjellet til Kroken.
Der var da sne og godt føre over alt i fjellene og Høyum gikk på ski.

Siktelsen mot Ole Olsen Nundal blev tidlig tilbaketrukket og han avgav senere verdifulle beedigede forklaringer. Ole Olsen gikk omtrent samtidig med Erik Høyum op dalen for å risse (skjære riss til kreaturfor) i nærheten av Dyreberget. Høyum gikk op over på dalens nordre, mens Ole Olsen gikk på dens s¢ndre side.

Da Ole Olsen kom frem til sitt arbeidssted, satte han sig for å hvile og iakttok herunder Høyum til denne kom til nogen gamle setertomter under Dyreberget. Olsen begynte så å arbeide, men holdt dog øye med Høyum til denne kom ut av syne over Dyrebergreset. Omkring 5 minutter senere hørte Olsen et fælt nødskrik som gav echo i fjellene - og omkring 5 minutter senere ser han Bottolf Nundal komme springende ned fra Dyrebergreset, men han tok en omvei og kom ut av syne bak en li. En times tid senere kom Bottolf Nundal gående hen til Ole Olsen nedenfra - som om han kom fra hjemmet - med sneel (en lang, bred og temmelig tung kniv med en stump hake i spissen. Den brukes til rissing o.l., men kan egne sig meget godt som mordvåpen) og kjelke, andpusten og svett i andsiktet.

Ole Olsen spurte nu Bottolf om n¢dskriket hvortil denne svarte, at han intet hadde hørt; men føiet til: "Gieter (nevner) du noget skrik skal jeg gi dig". Ole vilde nu hjem, men Bottolf vilde bli igjen. Dette opgav han dog på Oles bestemte anmodning.

På hjemveien truet Bottolf Ole på livet, grep ham i brystet og tvang ham til å sverge dyrt på ikke å røpe noen av sine iakttagelser. Truslene blev senere flere ganger gjentatt.

Det viste sig at Bottolf var gått hjemmefra straks efter de to andre. Det antas at han har tatt en snarvei og kommet til Dyreberget før Høyum - noget som lett lot sig gjøre. Natt til 17. mai var Bottolf ikke i sitt hjem og det antas at han den natt transporterte liket på kjelke fra Dyreberget til Krokelven.

Da Erik Høyum ikke kom til sitt hjem og da man der hadde hørt rykter om hans ankomst til Årdal, gikk to mann fra Næss i Luster nogen uker senere over fjellet fra Kroken til Nundal for å søke efter ham dog uten å opdage noget. Men på tilbakeveien den 8. juni fant de ham død og nesten naken i Krokelven like under stølen Åsetter. Liket blev forsiktig tatt op av elven og bragt til Næss i Luster hvor det blev obdusert av kirurg Belling, som erklærte, at efter hans skjønn var Erik Høyum død av et slag med et stumpt redskap i hodet.

Noget senere fant fire mann en stor blodflekk med ca. 3 alens omkrets i sneen 2 a 300 skritt ovenfor Dyrebergreset og nu var der ikke lenger tvil om mordstedet.

Bottolf var da omkring 24 år gammel.

Under rettssaken blev det bevist, at Bottolf var fremkommet med mistenkelige uttalelser og trusler i forbindelse med mordsaken og at han skulde ha vært i besiddelse av sølvknapper som hadde tilh¢rt den myrdede, men som ikke kunde finnes hos ham. Han vevet sig også inn i påfallende selvmotsigelser. Han uttalte sig således om en sneskavl ved likfunnstedet, skjønt han ikke hadde vært der før eller efter morddøgnet.

Retten fant det bevist ved åstedsbefaringer, vidneprov og obduksjon, at Høyum var drept og at ulykkestilfelle var utelukket. Likeledes at mordstedet var på Dyreberget og at det der forefunne blodspor ikke kunne skrive seg fra husdyr eller ville dyr og endelig at ingen annen enn Bottolf Nundal og Ole Olsen hadde vært i nærheten av mordstedet morddagen.

Det siste er dog ikke helt riktig. Både bygderyktene og rettsaktene beretter om, at Bottolf og Olsen så Lasse Hagen på Dyrebergreset - riktignok 2 timer efter at Erik Høyum hadde passert dette sted.

På den tid var Bottolf forlovet med Lasse Hagens datter - Anna Sofie - og retten mente, at Lasse Hagen medvirket i mord- affæren og mot sin gang op over mot Dyrebergreset vilde gi det utseende av - overfor Ole Olsen - at det var Høyum og at denne gikk over Dyrebergreset efter at Bottolf var kommet til Ole Olsen. Altså et falskt alibibevisfors¢k. Dette blev dog ikke helt sikkert bevist. Lasse Hagen døde mens forunder-søkelsene pågikk. Hvorledes han døde er ukjent.

Retten betegner Bottolf Nundal som en for den "Borgerlige sikkerhet" farlig person som kunde begå nye forbrytelser og bringe de av ham fremførte trusler til utførelse om han atter kom på fri fot.

Den 20. oktober 1818 falt sålydende dom:

"Thi kjendes av os enstemmig for ret:
Bottolf Jæger Johannesen Nundal bø¢r at hændsettes til arbeide i Bergenhuus fæstning sin livstiid, så bø¢r han og betale alle av denne sag hans arrest m.v. lovlig flydende omkostninger hvoriblandt til actor Schrø¢der i diæt 30 spdr. og i sall. 90 spdr. Til defencor Ole Irgens i diæt 31 spdr. 1 ort og i sall. 40 spdr. Til defencor lehnsmand Bremer i diæt 24 spdr. og i sall. 25 spdr. Til actor constituert foged Winche i diæt 5 spdr. 3 ort. Til actor ved tingsvidne i Bergen hr. assessor Lassen i sallærium 4 spdr. og til defencor raadmand Ltganger sall. 3 spdr. For domsactens beskrivelse 9 spdr. 72 s. Straffen fuldbyrdes efter øvrighedens foranstaltning og de id¢mte omkostninger utredes inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse under ham og excution. Hvorefter saaledes at være dømt og avsagt blev bekreftet med commisionens underskrift i protocollen.

Irgens, Wiegh.

Denne dom blev dog ikke fullbyrdet. Spørsmålet "Hvorfor" står åpent. Bottolf Nundal bodde vedblivende i Nundal. I 1824 giftet han sig med Gurid Eldegard og i 1831 omkom han ved et ulykkestilfelle - som i bygden blev opfattet som en gudsdom.
En stein fra fjellet drepte ham en dag han slo gress i utmarken. Bottolf så steinen og r¢mde unda, men steinen sprang efter ham endog mot bakke. Kone Eli Torysen var vidne til dette.

Det som egentlig gav anledning til unders¢kelse av denne grufulle sak var bygderyktet om, at det som sent som i 1817 virkelig blev optatt vidneforklaring om et s y n. Jeg skal derfor gjengi det som Ole Oferdal i rettsm¢te den 27. juli 1818 - i henhold til avlagt ed - forklarte om sitt syn: "Han forklarte at han nogle dager efter St. Hansdag f.å. så i dagbrekningen f¢lgende syn:
Vidnet gikk op på fjellet for at søge efter reensdyr og tog om natten herberge på fjeldstølen Slettedahlen, hvorhen endnu ingen hadde bueført; da han ikke fik sove, gik han ut i fjeldet for at søge efter reen, og imedens han vilte paa en fjeldnåss på et sted hvorfra han kunde see need i dypeste haalen (fordypningen) ovenfor Dyreberg såe han her 3 pershoner sprang om hinanden i dagbrækningen, hvorav de 2 straks forsvandt og der blev een tilbage som bevæged sig frem effter mot Krokedahlen, og hvorav liksom sprudlende ild og derpaa fosvandt. Denne sidste pershon syntest han at ligne Johannes Nundal der var ingen virkelige pershoner han såe; men kun et luftsyn, hvortil han ikke kan forklare årsagen. Vidnet forklarte, at han var da ene uden f¢lge, havde kun spist et stykke mad, og var ædru og ved fuld fornuffts brug; men blev noget forskrækket ved dette syn, hvorover det varede noget inden han kunde igjen fortsette sin jakt. Han traf slet ingen den hele dag på fjeldet".

Ja, således opf¢rte altså åndene sig i 1817.

Kjelde: Bergens Tidende, onsdag 24. mars 1937. Artikkelforfatter: "Sg."